Legally Blonde bannerformat webside4 herlevrevyogteater 01

Legally Blonde 

“Hey, vent lige! Det er den slags pige, Warner er ude efter! Sådan en seriøs, tør tøs der går i sort tøj, selv når folk ikke er døde. Piger, jeg har en totalt psyko-nice plan!”

Laurence O’Keefe’s fantastiske musical “Legally Blonde” har spillet for fulde huse både på Broadway og i Westend samt på massevis af amatørscener rundt om i Danmark, og nu er turen kommet til Herlev Revy og Teater! Musicalen er baseret på filmen fra 2001 af samme navn, der herhjemme udkom under titlen “Blondinens hævn”. Forestillingen handler om den billedskønne Elle Woods, der mister sin kæreste Warner, i det han søger en mere “seriøs” kæreste, der passer bedre til hans fremtid som jurastuderende på Harvard. Hun beslutter sig for selv at søge ind på Harvard, og så går den vilde skattejagt. Historien lægger sig oplagt sammen med mange andre teenagekomedier fra samme periode, men musicalen her skiller sig ud ved dens helt fremragende integrering af musicalgenrens parametre. På mange måder er Legally Blonde den musical i verden, der udnytter sin genre allerbedst og får mest ud af den. Med gigantiske optrin, vidunderlige dansenumre, skønne popmelodier og storladne musicalballader fortæller den historien om en priviligeret pige, der pludselig må indse, at man skal kæmpe for sine drømme, hvilke man ikke rigtig kender, før man er blevet voksen. Der er tale om en af verdens alllerbedste musicals, og den passer til alle aldre og præferencer med sit store persongalleri, der skildrer så mange forskellige skæbner. Man bliver glad og rørt af “Legally Blonde”. Oh my god, you guys!